Landseerens historie

LANDSEERENS HISTORIE

 

For omkring 200 år siden blev de første eksemplarer bragt til Europa fra New Foundland.

 

Fiskere fra England og Frankrig, som i løbet af sommeren opsøgte de rige fiskepladser ved New Foundland, støtte på disse hunde her og på grund af deres tiltalende fremtræden tog de først enkle, så oftere, flere med hjem. Som "New Foundlænder" blev de udbudt til salg, især i fiskerihavnene Pool og Bristol, hvor skibene kom i havn fra New Foundland. De blev meget populære hos publikum på grund af deres enestående menneskevenlige væsen. Deres gode rygte bredte sig så hurtigt, at der snart ikke kunne skaffes nok hunde fra øen, så man kunne tilfredsstille efterspørgslen. Naturligvis blev følgerne deraf, at alt for mange hunde blev bragt herover; sådan uddøde den store, hvide-sorte "New Foundlandhund" i sit hjemland i den første del af det forrige århundrede.

 

I England opblomstrede racen derimod på grund af raffineret opdrætterarbejde, som holdt på indtil midten af forrige århundrede.

 

Disse hvid-sorte første "New Foundlændere" var det også, som gjorde denne race så berømt, og snart manglede denne dekorative hund ikke på noget større landsted i England. Betydende personligheder på denne tid lod sig portrættere sammen med deres "New Foundland", eller de bestilte et billede af deres yndlingsdyr hos de kendteste dyremalere på denne tid. Disse billeder af racen viser os i dag, på hvilke høje opdrætterniveau racen befandt sig i begyndelsen af det forrige århundrede, og man spørger sig uvilkårligt, hvordan dette forædlede billede af racen på så relativ kort tid kunne nås. Desværre er der intet svar på det, for det var ikke sædvanligt at have stamtavler på hunde og dermed også stambøger på det tidspunkt.

 

Forbavsende hurtigt voksede kendskabet til "New Foundlænderen" også ud over Englands grænser, det afgørende var en usædvanlig hund og en berømt maler som portrætterede denne hund.

 

Maleren var Sir Edwin Landseer, som skabte det berømte billede i 1837 "Et værdigfuldt medlem af livredderselskabet", og dermed udløste et sandt Landseerboom! Derfra betegnede man disse hunde som Landseer, og under dette navn kender man i dag disse hvid-sorte højbenede, slanke hunde fra New Foundland.

 

Paul Pry’s livshistorie - det var hundens navn, som Sir Edwin fremstillede på sit berømte maleri - var i virkeligheden usædvanlig: Først reddede han sin ejer ved et skibsbrud i sidste øjeblik, ved et andet skibsbrud kunne han dog ikke bringe sin ejer levende i land.

 

Fra nu af levede han alene ved Themsens bredder, hvor han fra vandkanten betragtede, hvad der gik for sig. Så snart noget faldt i vandet, som efter hans mening ikke skulle falde i, hentede han det op igen.

 

Denne "redningsiver" var som New Foundlænder medfødt. På New-Foundlandøen hjalp hundene nemlig med ved fiskeriet og beviste deres kunnen i svømning og dykning. Deres udbredelse til Europa havde ingen indvirkning på deres vandlidenskab. Det er endnu i dag et af de væsentlige karaktertræk for denne race. Hunden Paul Pry gjorde, hvad der var naturligt for den. Han gjorde det uden kommando, helt af fri vilje. Han hentede det op af vandet, som med eller uden skyld, faldt i, og det var især mennesker. Mange børn som legede ved bredden faldt i floden, og dem reddede han.

 

Som tak for sin indsats udnævnte livredderselskabet ham som æresmedlem og sørgede derefter for hans foder. Han blev i sin selvvalgte tjeneste meget gammel, og efter sin død satte man en mindesten for ham.

 

Sådan et hårdt liv i livredningstjenesten troede man måske ikke en racehund kunne yde, for Paul Pry var ingen indfødt New Foundlænder, han var avlet i England.

 

Men dette pragtfulde væsen, som gjorde disse første importhunde så populære og elskede, forblev også hos de avlede Landseer i forædlet form. Beskytteren, vandlidenskaben, dueligheden til at handle i det afgørende øjeblik; det alt sammen var kendetegn for et væsen, som vi også i dag kender og elsker vore Landseer for.

 

Englænderne eksporterede den gang talrige hunde til kontinentet.

 

Men moden ændrede sig og vendte sig imod andre racer. De første Sct. Bernhardshunde kom fra Schweiz til England og fascinerede mange hundeelskere med deres rød-hvide pelsfarve.

 

Opdrættet af den elskede Landseer faldt til jorden, og de forsvindende rester blandede man med den sorte New Foundlænder, som nu også var kommet til landet.

 

Englænderne krydser endnu i dag den hvid-sorte med den sorte hund fra New Foundland, selvom de på talrige områder, ikke kun på farven er forskellige.

 

Udviklingen forløb anderledes i andre dele af Europa ganske vist gik det langsomt med Landseeropdrættet og under den første verdenskrig gik det hele i stå, men i begyndelsen af trediverne lykkedes det igen, imod alle forventninger, med entusiastisk indsats fra en engageret opdrætter at få vendt udviklingen. Han samlede meget målbevidst de ringe rester af racen til et nyopdræt, uden ham var der givetvis ingen Landseer mere. I 1933 kunne han lade de første Landseerhvalpe fra opdrætter Von Schartenberg" indskrive i opdrætterbogen. Opdrætteren var Otto Walterspiel, München. Fra nu af gik det igen op ad bakke for Landseeropdrættet.

 

I 1960 blev de som egen race officielt anerkendt i FCI.

 

Det skønneste ved denne herlige race er dog dette vindende væsen ! Landseeren er overordentlig hengiven og altid klar til at lege og kæle med sine mennesker. Aller helst vil de dog sidde på skødet af deres ejer ! Deres elskværdighed og tålmodighed især overfor børn, er næsten uendelig og især over for børn er de tro og vagtsomme beskyttere. Det hjemlige område bevogter Landseeren tilforladeligt og nøjes som regel med at gø højt, når fremmede nærmer sig. Næsten ingen vover uønsket at betræde et område, som er bevogtet af en voksen Landseer. Disse hunde er dog ikke bidske, de kan dog, hvis de ser det nødvendigt virke overbevisende i deres truen.

 

Landseeren er ingen jagthund, af sind er den ikke aggressiv imod andre dyr og vender sig hurtigt til katte og fugle som huslige kammerater. Truer dog en rival med at vise tænder, så lader Landseeren sig kun mod sin vilje afholde fra at prøve kræfter. Her må en god opdragelse tæmme dens naturlighed.

 

Selvom Landseerhunden er tung og stærk som en bjørn, ser den mere bevægelig og slank ud. Den har også et levende temperament, er opmærksom og meget lærerig. Opdragelse af disse hunde er et spørgsmål om hvordan man beskæftiger sig med dem. De lærer næsten alt, man forlanger af dem, det kommer kun an på de forhold som hunden lever under, og om man lader hunden deltage så meget som muligt i familielivet. I hvert fald må en sådan hund ikke være indespærret i en hundegård. Så bliver den en sjælelig krøbling og vil blive meget tilbageholdende.

 

På grund af Landseerens påfaldende og attraktive fremtoning er den et pragtstykke i hver et hjem. Naturligvis skal dens herlige pels have regelmæssig pleje, men ved den lejlighed kan man benytte sig af at tale til sin hund og give den små kommandoer såsom "sit" eller "læg dig", jo mere man beskæftiger sig med den, desto klogere og mere opmærksom bliver den. Til slut et par linier fra en gammel racebeskrivelse.

 

"Denne hund er sikkert den ædleste af sin art, så længe den blev opdrættet ren og forblev uberørt af indblanding af andre racer. Sin gevaldige størrelse og kraft, sit majestætiske blik formidler tilskueren en slags ærbødighed og måske en smule frygt som dog forsvinder hurtigt, når den bløde tålmodighed og det milde og udtryksfulde ansigtsudtryk beviser, at vildheden ikke høre til en af dens egenskaber. Tjenestevillig og klar til at hjælpe, er alle menneskers ven og er uden trang til at strides med andre dyr. Den forbavsende måde man kan forme dens væsen på, gør den til noget særligt som brugshund. Hvad man forlanger af tjenester den skal udføre, viger den ikke tilbage for, men forsøger at udføre dem, med iver, som står i forhold til opgavens sværhedsgrad. Sin ganske stolthed består deri, at være beskæftiget - f.eks. bære en pind, en kurv eller lignende milevidt i munden, hvad den har er svært at få fra den igen, og især hvis det er fremmede personer. Mod og hengivenhed overfor mennesker er karaktertræk som denne hund ikke kan være foruden " skrev Oliver Goldsmith, a history of the’ earth and animated nature 1774. Er man klar til at optage en Landseer med alle konsekvenser i familien, kan man ikke ønske sig en bedre ven."

 

 

Adina (2½ år)